Camp X og Samtidskunsten
Samtidskunsten anno 2007 består af en række forskellige tendenser, praksisser og teorier. Selve begrebet samtidskunst er en paraply under hvilken en masse differentierende og divergerende former for kunst hører hjemme. Sådan er det i dag og sådan har det altid været. Derfor er det både vanskeligt at definere og give rum til samtidskunsten anno 2007 i sin helhed. Man bliver nødt til at tage et valg, sætte fokus på en bestemt retning, et fokus der sættes med bevidstheden om at en masse vælges fra, men med det mål at kunne give tilstrækkeligt rum til dét, der vælges til.

Den relationelle kunst
I de senere år har der været en eskalerende interesse for overskridelse af traditionelle grænser,  normer, konventioner osv., både når det gælder forståelsen af, hvad et kunstværk er og kan, og når det gælder den enkelte produktion af et kunstværk.  På mange måder kan man sige at grænseoverskridelserne i samtidskunsten ikke blot betegner en udvikling bort fra det konventionelle, men også kan ses som et resultat af en helt ny forståelse af den kunstneriske repræsentation overhovedet. Der har været en voksende tendens til at betragte kunstværket som en kontekstbestemt betydningsproces og ikke som et autonomt objekt. Med andre ord en kunst der ikke repræsenterer (gengiver "virkeligheden") men interagerer (spiller sammen med "virkeligheden"). Dette har også påvirket publikums rolle, fra at være passiv tilskuer, til en mere aktiv medskaber af og medspiller i værket. Denne tendens har været Camp X’s indgang til valget af kurator for perioden 01.07.07 til 30.06.09.

Opdatering, redefinering og genopdagelse
Tendensen er dog på ingen måder ny. Siden kunsten blev født har der altid været form-eksperimenter, konventionsbrud og overskridelse af grænser. Men det interessante ved denne tendens er, at der er tale om en redefinering af gammelt nyt, en opdatering af tænkte tanker, en genopdagelse af tidligere kunstneriske projekter, der alle har insisteret på, at kunsten spiller en væsentlig rolle i samfundet, både indholdsmæssigt og formmæssigt. En insisteren på en kunst der aktivt benytter, udnytter, iscenesætter og intervenerer den verden den er en del af. Her tænker vi på Camp X ikke kun på ”politisk kunst” eller ’politisk teater’, som desværre både ureflekteret og indholdsløst har hærget de danske medier og scener i de senere år. Vi tænker på den retning indenfor samtidskunsten, som i en bredere forstand har søgt at påvirke/ændre/forskyde den måde, hvorpå kunsten forholder sig til sine omgivelser, og dén måde omgivelserne forholder sig til kunsten.

I vores optik er der særligt tre retninger, teorier, metoder eller forståelser for kunst som har været toneangivende: dokumentarisme, relationel æstetik og interventionisme. Disse har i flere år påvirket billedkunsten, men kun i enkelte og ofte små produktioner blevet introduceret til det danske teaterpublikum. Det ønsker Camp X at ændre på.

Hvad er det så?
Dokumentarisme
Dokumentarisme er en betegnelse på kunstneriske værker, der er blevet skabt ud fra ønsket om at gengive virkelige sammenhænge i modsætning til opdigtede og fiktive begivenheder. Dokumentarisme er på mange måder et kunstnerisk greb, hvor man benytter udklip fra forskellige sammenhænge, eks. citater, artikler, film, billeder osv. og monterer dem sammen til en ny sammenhæng. Ved et sådant greb benytter kunsten sig aktivt og groft af virkeligheden, samtidigt med at den problematiserer forholdet mellem virkeligheden og fiktionen og derigennem sætter spørgsmålstegn ved den gængse virkelighedsopfattelse. 

Relationel æstetik
I slutningen af 1990’erne formulerede den franske kurator og kunstteoretiker Nicolas Bourriaud teorien om en “Relationel æstetik”. Bourriaud introducerede en definition på den samtidige kunst, en kunst han mener sætter dialogen og interaktionen med publikum i centrum. I følge Bourriaud er samtidskunsten i langt højere grad med til at skabe alternative modeller frem for at fungere repræsentativt. Altså en kunst der er i det sociale væv, snarere end at den lader sig inspirere heraf og hvor mødet og intersubjektiviteten udgør kernen.  Den relationelle æstetik betegner dog ikke blot socialt interagerende kunstværker, men også værker, der fungerer som rum, invitation eller platform til dialog, værker, der på den ene eller anden måde forsøger at inddrage beskueren eller direkte opfordrer beskueren til afbenyttelse. Men på trods af det oplagte sammenfald med teatrets selvforståelse, har denne retning inden for samtidskunsten ikke haft særlig stor gennemslagskraft på de danske scener endnu.

Interventionisme
Den interventionistiske kunst kan ses som det ”naturlige” skridt efter den relationelle æstetik, idet den i højere grad går direkte ind og forholder sig til den sociale og politiske virkelighed. Den skabes i offentlige rum som gaden, metroen, Rådhuset, Magasin og er ofte budskabs- eller funktionsorienteret. Den interventionistiske kunst kan betegnes som kunst, der fysisk og verbalt blander sig i verden, kunst der gerne vil påvirke verden ved at skabe rum for en gentænkning af dogmer og systemer.

På Camp X ser vi det som en nødvendighed at give denne del af samtidskunsten fokus og plads lige nu. For det første fordi den rummer så meget mere end politisk propaganda og ”60’er mentalitet”, og for det andet fordi dette er retninger inden for kunsten som teatret kun i ringe grad har givet den brede danske befolkning mulighed for at tage del i.

DITTE MARIA BJERG
I Danmark er Ditte Maria Bjerg en af de scenekunstnere, der har undersøgt teaterformens rækkevidde i forhold til det samtidige fokus Camp X har valgt for den kommende 2-årige periode. Hun har i de senere år bl.a. lavet politisk aktionsteater med Mission Rosa, infotainment i Turbinehallerne, forumteater på Edison og dokumentar-teater på Cafeteatret. I vores optik gør hun i sin kunstneriske praksis brug af en række af de samme greb, som vi mener præger samtidskunsten anno 2007. Derfor mener vi, at hun er den rette til at placere Camp X på affyringsrampen. Yderligere ønsker Camp X som et internationalt orienteret teater at benytte sig af Ditte Maria Bjergs store kendskab til og interesse for den udvikling, der foregår uden for Danmarks grænser. Endelig ser vi Ditte Maria Bjergs undervisningserfaring og store netværk indenfor det teaterfaglige uddannelsesområde med såvel skuespillere, instruktører, dramatikere og akademikere som et stort aktiv i Camp X’s erklærede målsætning om at forske i feltet mellem den akademiske og kreative verden.