09-04-2008
Skuespillerdebutanten Gry Guldager Jensen modtager anerkendelse fra JuniBevægelsen for sit EU-foredrag i forestillingen DEMO-CRAZY.

Lørdag den 5. april 2008 modtog debutanten Gry Guldager Jensen (i den røde kjole) til sin store overraskelse en flot anerkendelse fra JuniBevægelsen i form af et beløb fra Anne-Mette Jensens mindefond.
Anne-Mette Jensen var en af de meget aktive medlemmer i JuniBevægelsen. Efter sin død testamenterede hun et beløb til JuniBevægelsen. Hvert år uddeler JuniBevægelsen et beløb fra Anne-Mette Jensens mindefond til en ildsjæl, der har gjort noget for unionskritikken. Og teksten på beviset til Gry Guldager Jensen var: ”Hvis humor kunne dræbe, ville unionen være stendød”.
Det kan være svært at få folk til at interessere sig for EU, hvilket også er en af pointerne i Grys EU-oplæg i DEMO-CRAZY, hvor det tilbydes til de særligt interesserede, mens resten går til pause. Hun formår på en fantastisk humoristisk måde, at få folk til at se, at der er nogle demokratiske problemer, som de måske burde interessere sig for.
Gry Guldager Jensen lavede sit foredrag hos JuniBevægelsen igen i lørdags – til stor morskab og glæde.