Pietra Rivoli er økonom og professor på Georgetown University i Washington, D.C. Som sådan er hun vant til det store overblik med kurver, nøgletal og tendenser og havde kun en mild hovedrysten til overs for en gruppe demonstrerende studenter, der i vinteren 1999 udråbte de multinationale selskaber, globaliseringen, Den Internationale Monetære Union (IMF) og Verdenshandels-organisationen (WTO) til at være The Bad Guys. Sådan! Ingen slinger i valsen.

“Hvem har lavet din T-shirt?”
I stedet for makroøkonomiske tendenser talte demonstranterne om mennesker. “Hvem har lavet din T-shirt?” spurgte en studerende pige. “Var det et vietnamesisk barn, lænket til en maskine uden mad og vand? Eller en ung pige fra Indien, som arbejdede i 18 timer for to kroner i timen og kun med tilladelse til to toiletbesøg om dagen? Vidste I, at hun arbejder 90 timer om ugen, uden overarbejdsbetaling, uden ret til at organisere sig eller at protestere?” Rivoli vidste det ikke, men undrede sig i samme åndedrag over, hvorfra den unge pige vidste det med så stor sikkerhed.

The Travels of a T-Shirt in the Global Economy
Det blev anledningen til bogen »The Travels of a T-Shirt in the Global Economy« - En T-shirts rejse i den globale økonomi. Rivoli tager det mest enkle udgangspunkt, nemlig et produkt - en T-shirt, hun købte for knap 50 kroner under en ferierejse til Florida. Hun sporer den tilbage til en bomuldsmark i det vestlige Texas. Herfra gik den videre til forarbejdning på en fabrik i Kina, tilbage til USA til rejsens vanskeligste strækning, hvor bureaukraterne og deres kvoter i Washington skulle forceres. Herefter blev den afleveret af miljøbevidste amerikanere til genbrug, opkøbt af tredje-generations jødiske brugttøjshandlere i New York, der solgte den videre til de muslimske importører i Østafrika. Først her når T-shirten det absolutte frie marked.

Uden om de frie markedskræfter
Rivolis vigtigste pointe er, at globaliseringen nok bliver formet af markedskræfterne, men langtfra i så høj grad, som både kritikere og tilhængere hævder. Efterhånden som hun trænger ind i sin T-shirts historie, finder hun ud af, at det, som virkelig batter, er politik, historie og - ikke mindst - allehånde opfindsomme måder til at undgå de frie markedskræfter. Og netop virkningerne af disse undvigelsesmanøvrer i form af statsstøtte, kvoter og tariffer har en langt større skadelig virkning i forhold til de fattige og magtesløse end det frie marked i sig selv.

Teater Camp X Rialto:
Smallegade 2
2000 Frederiksberg

Teater Camp X Aveny:
Frederiksberg Allé 102
1820 Frederiksberg C