Mandag til fredag kl. 20.00
Lørdag kl. 17.00
Pris: 210 kr. / Ungdom: 135 kr. / Reumert: 60 kr.
Køb Billetter
Et samtidsblik på begær, tvivl, handlekraft og din samvittighed
Medvirkende: Peter Mygind, Ditte Hansen, Benjamin Kitter, Ellen Nyman og Marion Reuter
Idé og iscenesættelse:
Ditte Maria Bjerg, Camp X Kurator 2007-2009
Tekst:
Vivian Nielsen, Pietra Rivoli og holdet
Rum og visuelt koncept:
Edward Lloyd Pierce / Filippa Berglund
Visuel konsulent:
Katya Sander
SE PUBLIKUMS REAKTIONER
Hvad gør vi med børnearbejde og den globale opvarmning? Og er det hele, som vi tror, det er?

Shopping – tid, frihed og god samvittighed
Shopping handler om at købe sig en tilværelse. Det handler om at købe tid, frihed og identitet. Trendspottere sørger for, at personlige udtryk tilpasses, spredes og markedsføres til nye købedygtige grupper. Så det fantastiske er, at det hele kan lade sig gøre... du kan shoppe det hele – også god samvittighed. Hvis du skal købe en t-shirt, hvilken skal det så være? En bæredygtig økologisk t-shirt produceret i Europa til 1500 kr.? Eller en t-shirt produceret i Kina til 29 kr.? Valget er dit. Dit frie valg! Men er det frie valg så frit?

Den politiske forbruger
Mange er i den ene eller anden grad politiske forbrugere. Det gør, at vi konstant befinder os i et dilemma mellem vores skyld, den dårlige globale samvittighed og vores varebegær. Vi afprøver alle mulige strategier: Aflad, politisk forbrugeridentitet og afholdenhed, men markedet tromler uanfægtet. Hvis vi vil regulere og påvirke markedet, kan det kun lade sig gøre som borgere. Via demokrati, via lovgivning. Som borgere ville vi fx. kunne vælge at fjerne fradragsret for reklamer, beskatte luksusforbrug voldsomt, beskatte handel med penge...

Fairtrade og subkultur
Fairtrade er meget hurtigt blevet et bevidst valg for mange danskere. Gennem Fairtrade gør vi vores eget private oprør mod den globale markedsøkonomi ved at støtte bedre produktionsvilkår i de fattigste u-lande. Og gennem køb af økologiske varer er vi med til at nedbringe forurening og optimere dyrevelfærd. Alt i alt handler det om, at du kan udtrykke din politiske og etiske overbevisning gennem dine shopping-valg. Det bilder vi i hvert fald os selv ind. Men ved vi reelt hvordan de forskellige varer bliver produceret? Og kan vi gennemskue hvad der i virkeligheden understøtter markedskræfterne. For eksempel er subkulturer kun et gode for markedet, for det skaber særlige subkulturelle forbrugere, der bare må have for eksempel hættetrøjer for at udtrykke deres stillingtagen til samfundet.
En rejse på det globale marked
Ditte Maria Bjerg indleder med SHOPPING jagten på borgeren. Med udgangspunkt i den amerikanske økonom Pietra Rivoli’s bog ”The travels of a T-shirt in the global economy” tager forestillingen SHOPPING publikum med på en rejse ud på det store globale marked. Ud på et marked hvor begær, lyst, image, brand og penge spiller en afgørende rolle. Et tempofyldt marked hvor tid og transport er lige så vigtig som præstation og præsentation.
Læs mere om Pietra Rivolis rejsende undersøgelse