Den amerikanske instruktør Richard Foreman er kommet til Danmark for at give workshop for femten danske scenekunstnere d. 15.-27. oktober 2007. Resultatet af workshoppen vil blive fremlagt på et offentligt symposium på Camp X Rialto d. 27. oktober kl. 20.00 – 23.00. Teater-anmelder Monna Dithmer er moderator for symposiets diskussion.
Program for den 27. oktober:
kl. 20.00 - 21.00
Teaterkritiker Monna Dithmer taler med den amerikanske instruktør Richard Foreman (Ontological-Hysteric Theatre) og den australske instruktør Sophie Haviland, der begge står bag den internationale workshop "Bridge Project". Samtalen vil handle om "Bridge Project", Richard Foremans aktuelle teatersyn etc.
kl. 21.00 - 21.30
Deltagende scenekunstnere fra den nyligt afholdte "Bridge Project" herhjemme fremlægger erfaringer og refleksioner fra workshoppen.
kl. 21.30 - 22.00
Dramaturg Jette Lund fra PRAMnet fremlægger et database-projekt, der bl.a. skal understøtte og realisere open source-perspektiver i det internationale "Bridge Project".
kl. 22.00 - 22.30
Arrangørerne Gritt Uldall-Jessen og Henrik Vestergaard-Pedersen fremlægger et referat af de nyligt afholdte diskussioner omkring at stifte open source-baseret teater herhjemme, der fandt sted i forbindelse med workshoppen "Bridge Project" på Scenekunstens Udviklingscenter.
kl. 22.30
Åben diskussion.
kl. 23.00 - 04.00
Public X-Lounge med "Pladevennerne".
The Bridge Project
Richard Foreman har i de sidste år turneret med workshoppen ”Bridge Project” i Japan, Australien, Portugal, England og Tyskland. Nu kommer workshoppen til Danmark. Richard Foreman vil i samarbejde med den unge australske videokunstner Sophie Haviland lede workshoppen, hvor princippet er, at deltagerne skal arbejde med egne tekster og billeder ud fra Richard Foremans metoder.
Dette materiale samles i en database, som de deltagende kunstnere kan trække på under workshoppen og efterfølgende kan bruge i egne, fremtidige produktioner. Richard Foreman selv, såvel som Sophie Haviland, ønsker at anvende det materiale, der dannes i workshoppen med de danske scenekunstnere, i sine kommende projekter i New York. De danske kunstnere, der deltager i workshoppen har tilsvarende mulighed for at benytte materialet fra workshoppen i deres egne projekter i Danmark. Dermed opstår der en slags materiale bank, hvor man kan hæve og indsætte materiale.
Open Source Teater
Workshoppen vil i Danmark have en overbygning, der handler om at udstikke visionerne for et open source teater. Open source betyder i computerverdenen, at et programs kildekode er frit tilgængelig for alle og enhver. Når kildekoden er offentligt kendt, kan alle i teorien ændre og forbedre programmet som de vil, og det har derfor enorme konsekvenser for innovation og kreativitet. I teatersammenhæng bruger vi open source-begrebet som en metafor for en tilgang til en struktur og et grundmateriale. Vi vil igennem databasen, men også konkret på den workshop, som Richard Foreman leder, skabe et kreativt rum, hvor materiale kan udveksles og hvor strukturer kan ombrydes og forandres undervejs.
For mere information
www.opensourcetheater.org
www.bridgefilm.com
www.ontological.com
Bag projektet
Producenter af workshoppen ”Bridge Project” og arrangører af dens overbygning ”open source theater” er dramatiker Gritt Uldall-Jessen og dramaturg Henrik Vestergaard Pedersen. De stod sammen bag et symposium i Kanonhallen om Richard Foreman ”Nonsense Makes Sense” i 1996 og fortsætter her samarbejdet.
Om Richard Foreman
Richard Foreman er kunstnerisk leder af Ontological-Hysteric Theater beliggende i New York, USA. Han har lavet teater siden 1968 og er fyldt 70 år. Han indtager en særegen auteur-rolle i det amerikanske teater. Hans teaterarbejde har siden tresserne udgjort en avantgardeposition, der har præget teaterlivet lokalt i USA såvel som internationalt.
Projektet er støttet af Kunststyrelsen som en del af DaNY Arts - et udvekslingsprojekt for kunstnere i Danmark og New York.