Camp X er et samtidsteater og derfor er det naturligt at folde sig aktivt, når der udskrives folketingsvalg. Allerede langt tilbage i historien var teatret det sted, hvor folk mødtes for at forholde sig til hinanden og finde ud af, hvordan de skulle forholde sig til det samfund, de levede i. Sådan vil vi også gerne have, at det skal være i dag, og vi ser i stigende omfang, at teatrene indimellem løsriver sig fra scenen og bliver mere aktionsprægede.
CAMP Xs INDSATSER I VALGKAMPEN:
Aktion: Ministeriet for et kønnere Danmark! Camp X opretter et nyt ministerium ved en aktion midt på Kultorvet, lørdag den 10. November kl. 14. De fremmødte er med til at bestemme hvem, der skal være med i ministeriet. Kandidaterne kontaktes med det samme over telefon, så ministeriet hurtigt bliver en realitet. Mød op og meld din ankomst på
ministerium@campx.dk. Aktionen laves i samarbejde med Rejsescenen AOF.
Se hvem der blev foreslået som kandidater
RAPPORT FRA ÅBNINGSCEREMONIEN
Åbningsceremonien på Kultorvet forløb i den kønneste orden, og folket bidrog med en række navne på mulige kandidater til det nye ministerium. (se liste) Det lykkedes telefonisk at få flere kandidater til at acceptere deres kandidatur øjeblikkeligt - bl.a. Master Fatman og Tina Aurvig Huggenberger. Resten af kandidaterne er nu blevet kontaktet og overvejer deres kandidatur. Set i lyset af resultatet til folketingsvalget, mener vi, at der mere end nogensinde er brug for dette ministerium, og at det er en lige stor nok mundfuld for en enkelt person. Derfor håber vi, at så mange af kandidaterne som muligt vil acceptere posten, så de blir flere om at dele ansvaret.
Citat fra brevet:Hvad betyder det at acceptere denne ministerpost?
At du skal forpligte dig til at arbejde for et kønnere Danmark. Og at du accepterer, at dit navn står på en liste der vil blive tilsendt pressen og regeringen. Hvis én eller flere i ministeriet føler sig kaldet til at lave aktioner til fremme for et kønnere Danmark kan det foregå i ministeriets navn og afhængigt af aktionen inden for Camp X´s rammer.
Ideen bag projektet er at skabe modbilleder til de siddende ministre - for at udfordre deres fantasi og på længere sigt vælgernes.
Vi håber MEGET, at du accepterer kandidaturet, og at du vil maile os dit svar hurtigt på
ministerium@campx.dk
Så i tidskapløb med Anders Fogh kæmper vi for at få det nye ministerium klar til offentliggørelse.
JOB OPSLAG:
Minister søges til nyt ministerium – Ministeriet for et Kønnere Danmark.
Jobbet:
Uanset hvem der bliver valgt til Folketinget på tirsdag den 13. november, vil det stadig være sådan, at ét ministerium tager sig af socialpolitik og ligestillingsspørgsmål, et andet af familie- og forbrugerpolitik og et tredje af integration. Der er ikke ét ministerium til at tage sig af spørgsmål om sammenhængen i samfundet …. om mangfoldigheden. Derfor oprettes nu Ministeriet for et Kønnere Danmark.
Kvalifikationer:
Du har lyst og mod til at gå imod strømmen i dagens Danmark. For vi ønsker en minister, der brænder for at skabe sammenhæng i samfundet. En minister, der kan se, at mangfoldigheden er et plus. En minister, der ved, at den eneste vej til at skabe et samfund, der er værd at leve i, er et, hvor ligestillingen mellem køn, kulturer og samfundsgrupper, hvor integrationen, familiepolitikken og socialpolitikken spiller sammen. En minister, der ønsker et kønnere Danmark.
Vi tilbyder:
• mulighed for at skabe noget, der aldrig er set før.
• udfordringer ud over det almindelige – men også mulighed for at blive den mest populære minister nogensinde.
• den løn, der ligger i at være med til at skabe et Danmark, der kan rumme mangfoldigheden.
Arbejdssted:
Slotsholmen, København.
Ansøgningsfrist:
Lørdag den 10. november kl. 15.00.
Ansøgningerne afleveres i Ministeriet for et Kønnere Danmark, Kultorvet, København.
Vigtige datoer
Offentliggøres den:
10-11-2007
Ansøgningsfrist:
10-11-2007
Ansættelsesdato:
Hurtigst muligt efter den 13. november
Ansættelsesform:
Midlertidig ansættelse med mulighed for forlængelse
Ugentlig arbejdstid:
Fuldtid + lidt mere
Kontaktpersoner:
Os alle sammen – de høje, de skæve, de tykke, de tynde, de etniske, de indfødte, de rige, de fattige – og alle dem midt imellem. Kort sagt: Det mangfoldige Danmark.
Arbejdsgiver:
Igen – os alle sammen.
Ansøgning:
Indleveres på Kultorvet lørdag den 10. november
----------
Kvinde, kend din sangbog
I kampen om troværdighed og følelsesbårne budskaber, som giver den rette følelse hos folk er sangen blevet et meget centralt middel i valgkampen. Der er lanceret rap-melodier fra både SF og Enhedslisten. ”Det bli’r en god dag, når Fogh takker af” er i løbet af kort tid blevet en næsten lige så klassisk ørehænger, som da Mabel vandt melodi gran prixet for flere årtier siden. Slagsætningen ”Morgensang tilbage i folkeskolen” er blevet en mærkevaresag. Og næste år det sangens år. Hvorfor er sangen så populær. Meget enkelt fordi sangen er utroligt stærk og alle dage har fungeret som en fælles historiefortælling. Dermed har den haft en enorm identitetsskabende kraft. Igennem slag-, højtids-, kampsange m.m. har vi fundet os selv og hinanden. Camp Xs kurator, Ditte Maria Bjerg, har af samme grund i sin dagsorden erklæret, at Camp X skal synge så meget som muligt. Spørgsmålet er bare, hvad vi skal synge.
Sange der afviger fra normen
Der er mange forskellige måder at leve på – måder som afviger fra det, som størstedelen anser for at være normalt, og som også gennemsyrer lovgivningen og hele den offentlige kommunikation. Camp X har i teatrets første 100 levedage valgt at sætte fokus på Queer-aspektet. Queer udspringer fra det feministiske projekt. Derfor er der på søndag den 11. November ”Kvinde, kende din sangbog” på Camp X Rialto. Feminismen handler i høj grad om køn, og hvordan man finder en styrke i sig selv som kvinde.
Har du glemt dine røde strømper og de tilhørende sange?
Public X gi'r dig mulighed for at friske det hele op søndag den 11. november kl. 15-18 på Camp X Rialto. Vi inviterer til en sing-along-eftermiddag i feminismens tegn, iblandet nostalgiske anekdoter fra dengang det hed Rødstrømpebevægelse. Forsangerne er Anne-Grethe Bjarup Riis, Mette Marckmann og Minna Groos fra Jodeladies. Historierne fortælles bl.a. af Maria Marcus, Suzanne Giese, Bente Clod, Bente Hansen, Edith Christensen, Margaret Wikmann, Lisbeth Jørgensen og Trille.
----------
Debat:
Kulturpolitisk Fight Night med 8 kulturpolitiske ordførere
Foreningen Uafhængige Scenekunstnere inviterede den 4. November til Kulturpolitisk Fight Night på Camp X Rialto - ud fra koncept MC fight night for rappers. Brian Mikkelsen (K), Mogens Jensen (S), Ellen Trane Nørby (V), Per Clausen (Ø), Holger K. Nielsen (SF), Simon Emil Ammitzbøll (RV), Morten Bay (NY), Jens Fogh (KD) dystede mod hinanden. Per Vers og Ole Omkvæd var kampdommere. Arrangementet er et samarbejde mellem Uafhængige Scenekunstnere og Camp X. Se mere på www.kultur-battle.dk.


(Foto: Ditte Valente)
----------
Deltagelse i kulturpolitisk debat på Statens Museum for kunst
Statens Museum for Kunst har sat kulturministeren, kulturordførere samt en række kulturfolk, heriblandt Camp Xs Direktør Mette Hvid Davidsen, i stævne til en kulturpolitisk debat i valgkampens slutfase. Panelerne gør status, debatterer, svarer på spørgsmål og giver bud på fremtidens rammer for kulturen. Det sker på museets Scene, søndag 11. november kl. 13 - 14.30. Gratis entré.